Kalle

Kalle (Bernerbandens Infinity) var egentlig flyttet til en familie på Lolland. Men desværre viste det sig, at familiens 9-årige søn ikke kunne klare at bo sammen med en hvalp i piratfiske-alderen. Han blev bange for Kalle, som jeg så købte tilbage.
Da jeg fik ham hjem igen i ca. 4-måneders alderen viste det sig, at han havde nogle problemer med sine bagben. Kalles bagpoter var meget indadbøjede ved fødslen, og jeg tænkte, at han kommer da aldrig til at gå normalt. Men da hvalpene kom op på benene, så det faktisk ret normalt ud. Men her i 4 måneders alderen så det ud som om problemet var flyttet op til haserne. Kalles bagben var meget stejle og haseledet ret hypermobilt. Han havde underudviklet lårmuskulatur og gik temmelig vakkelvornt på benene. Ham kunne jeg jo ikke sælge videre, så vi gik i gang med dyrlæge og fysioterapeut. Han fik nogle støttebandager til haserne og trænede sine bagben på ture til stranden, som her på Ærø mest består af rullesten.
I dag er han blevet meget mere stabil i sine haser. Han går fint og bruger ikke bandagerne længere, men er stadig yderst knapt vinklet i knæ og haser. I mellemtiden er han og Anders blevet så gode venner, at vi umuligt kan tænke os andet, end at Kalle bliver boende her hos os.
Kalle er den sødeste unghan. Stille og rolig. Han elsker alle han møder og har efterhånden en hel lille fanklub her i Søby.