Hvalpekøb

At købe en hvalp fra Bernerbanden

Jeg sælger ikke en hvalp til nogen, jeg ikke har mødt i virkeligheden. At sælge/købe en hvalp er en tillidssag, og det er vigtigt for mig, at jeg har mødt de kommende ejere og har en fornemmelse af, hvordan de ser på det at have hund. Jeg sender heller ikke hvalpe uledsaget med fly til fjerne lande. Du må selv komme og hente den. Hvis du er interesseret i en hvalp fra Bernerbanden, så send en e-mail og fortæl lidt om dig selv og dine ønsker og om det liv, du vil kunne tilbyde en berner.

Hvem kan komme på ventelisten?

  • Personer jeg kender personligt.
  • Personer der har en anbefaling/reference fra nogen, jeg kender.
  • Personer der har haft berner før.
  • Personer, jeg ikke kender i forvejen, men som jeg har mødt – ansigt til ansigt – f.eks. på en udstilling eller her hjemme efter vi har skrevet sammen pr. email.

Mine hvalpe stambogsføres i Dansk Kennelklub.
Hvalpene sælges med DKK’s købsaftale.
De har fået ormekur 3-4 gange – efter behov.
De er ID-mærkede med mikrochip.
De er vaccinerede første gang mod parvo, hundesyge, kennelhoste og leverbetændelse – vaccinationen skal gentages, når hvalpen er 12 uger gammel.
De er dyrlægebesigtigede og har sundhedsattest.
Hvis de skal til et andet land end Danmark, har de kæledyrspas og leveres med de nødvendige vaccinationer og papirer. Du betaler 500kr/uge, hvis den skal bo hos os ud over uge 8, til den kan rejse.
Der medfølger 3 kg Arion Large Breed Puppy hvalpefoder til de første dage.

Prisen er 16.000 DKK (juli. 2023). Jeg forventer, at du vil HD- og AD-fotografere din hvalp, når den er et år gammel , og lader den SH-teste, hvis den skal bruges i avl.

Alle kuld planlægges og opdrættes ifølge DKK og DBSK’s regler. Eftersom jeg har mistet en del af mine bernere til den arvelige cancer Histiocytært Sarkom (HS, malign histiocytose) har jeg desuden et særligt fokus på, at de avlsdyr, jeg anvender, enten skal være DNA-testede for HS-risiko, eller skal have forfædre, som er blevet gamle (helst mindst 10 år) og som ikke er døde af cancer. Det er naturligvis umuligt at opnå i praksis, men jeg gør virkelig en stor indsats for at opfylde denne målsætning.
Men derudover er det selvfølgelig allervigtigst, at hundene har et godt sind, og de skal jo helst også se ud som bernere skal.