For 2 uger siden måtte vi sige farvel til Rosa.
Hun var lige så stille holdt op med at æde, og da alle bortforklaringer kom til kort var der ingen vej udenom en tur til dyrlægen.
Her viste en blodprøve forhøjede infektions- og nyretal. Og hun havde feber.
Vi blev sendt videre til dyrehospitalet, hvor Rosa blev indlagt og fik drop med antibiotika og blodtryksregulerende medicin m.m.
Ultralyd af nyrerne sammen med de forhøjede værdier tydede på nyrebækkenbetændelse, men selvom infektionen så ud til at aftage, blev nyreværdierne ikke bedre, og efter en lille uges tid lod vi hende få fred.
En nyre er sendt til udredning, for vi vil jo vide hvad der var galt. Var det den samme nyresygdom, som tog hendes bror, Jalle, sidste år? Eller havde infektionen fået nyrerne til at stå af? Var det nyrebækkenbetændelse, eller var de skygger, som viste sig på røntgenbilleder af lungerne tegn på andre problemer.
Vi venter stadig på svar, så vi ved det ikke endnu.
Gemma må nu vænne sig til at være alenehund indtil videre. Heldigvis har hun Anders hjemme hos sig.
Skriv et svar