3 hunde i mit opdræt er døde af nyresygdommen Familiær nefropati. Sygdommes kendes også under navnet membranoproliferativ glomerulonephritis (MGPN).
I ordet “familiær” ligger, at det nok er en arvelig sygdom, og her vil jeg forklare hvad man ved om arveligheden, og hvorfor jeg stadig bruger hunde fra denne linie i avl.
MGPN findes hos flere racer, men arvegangen er ikke den samme, og de DNA-tests, der findes, gælder ikke for Bernernes variant.
Hos Bernere viser sygdommen sig typisk i 2-5 års alderen. Symptomerne er ukarakteristiske. Appetitløshed, opkastning, sløvhed.
Den litteratur, der findes er sparsom, men jeg har fundet en artikel fra 1994, som er skrevet af forskere fra universitetet i München. Den kan du se HER. Jeg har opmarkeret de afsnit, som handler om arveligheden.
Artiklen er skrevet på forsker-engelsk, så derfor har jeg skrevet en forklaring til de opmarkerede afsnit. Den finder du HER.
Da den første af hundene døde, orienterede jeg avelsrådet i SShK (jeg boede og opdrættede i Sverige dengang). Deres svar finder du HER.
Den korte version af alt dette er, at MPGN sandsynligvis arves autosomalt recessisivt hos hanner (de bliver kun syge, hvis de arver fra begge forældre) og autosomalt dominant hos tæver (de kan blive syge, selvom de kun har arvet fra den ene forælder). Desuden antages det, at sygdommen igangsættes af en immunreaktion efter en Borrelia-infektion.
Jeg vælger at fortsætte med Europas afkom, fordi:
- De to tæver fra hendes G-kuld, som har fået hvalpe, nu er 7 år gamle, og ikke er blevet syge.
- Ingen af deres hvalpe har vist tegn på sygdommen.
- Der er tale om linier, som i øvrigt har god levealder (begge Europas forældre blev f.eks. 12 år gamle).
- HS resultaterne i linien er fremragende.
Jeg gør desuden alt hvad jeg kan for at holde indavlskoefficienten (COI) så lav som muligt. Beregner altid COI på 8 fulde generationer.